Mød Jørn Kjær Madsen
Fremtiden er grøn, og Jørn vil gerne tage næste skridt – men noget får ham til at tøve.
Med udsigt over markerne ved Bramming sidder Jørn Kjær Madsen på sit kontor og tænker. Han driver fire bedrifter med 3.900 køer og 75 ansatte, og selvom det går ganske godt for en af landets største mælkeproducenter, er der noget, der bekymrer ham.
Med aftalen om den grønne trepart står landbruget over for en historisk stor omstilling. En nødvendig og på mange måder positiv omstilling, mener Jørn. Hos både ham selv og hans medarbejdere er viljen stor, men det er usikkerheden også. For de mangler klare rammer for, hvordan det hele skal ske.
“Vi har gået og ventet længe på, at den grønne trepart blev vedtaget,” siger han. “Nu mangler vi bare at få de sidste regler og rammer på plads, før vi tør investere. Vi skal vide, hvad der gælder – ellers tør man ikke satse stort. Der har vi bare behov for at få dem helt fastlagt, inden vi tør at investere.”
Vi vil gerne lave biokul på bagsiden af biogas. Men vi skal vide, om reglerne og afgifterne kommer til at gøre det muligt. Man tør ikke investere millioner, før man ved, hvad man må og ikke må
Jørn Kjær Madsen
Jørn begyndte med 30 køer i 1996. Dengang var arbejdet meget mere manuelt og fysisk hårdt fra morgen til aften. I dag er det ledelse, data og beslutninger – også om, hvordan Jørn skaber den bedste kultur for sine medarbejdere. På kontoret lyser skærmen blåt, og en summen fra gården høres som en stille motor for forandring. Jørn vil gerne investere – i biokul, i teknologi, i løsninger, der reducerer udledninger – men ikke i blinde.
“Vi vil gerne lave biokul på bagsiden af biogas. Men vi skal vide, om reglerne og afgifterne kommer til at gøre det muligt. Man tør ikke investere millioner, før man ved, hvad man må og ikke må,” fortæller han.
Den grønne trepart fylder for rigtig mange landbrugsmedarbejdere. Nye regler, CO₂-afgifter og miljøkrav former fremtiden, men man står i venteposition. Viljen er der, men retningen mangler. Alligevel er omstillingen i gang i det små – i gyllen, i sensorerne, i den måde medarbejderne lærer nyt på.
Mennesker og teknologi går hånd i hånd
Hos Rønhave registrerer sensorer hvert eneste af køerne skridt, når de bevæger sig gennem stalden. Kameraer følger dyrenes adfærd, og kunstig intelligens forudsiger behov.
“Som mælkeproducent er vi meget vidensafhængige,” siger Jørn. “Det næste er, at vi skal have vores medarbejdere med på den rejse også og have lært dem de nye teknologier.”
Her bliver fremtiden konkret: læring, oplæring og fælles ansvar. For det er i mødet mellem mennesker og teknologi, at den grønne omstilling skal lykkes. Og det er netop her, samarbejdet mellem medarbejdere, arbejdsgivere og organisationer som 3F og GLS-A gør forskellen.
Som medlem af GLS-A får Rønhave sparring om alt det, der skal fungere for, at hverdagen hænger sammen – fra kontrakter og løn til arbejdsmiljø og planlægning af kompetenceudvikling. Det giver ro til at fokusere på det, Jørn egentlig brænder for: at drive et bæredygtigt landbrug, hvor mennesker og teknologi går hånd i hånd.